-
Eksperter er dybt bekymrede efter voldsomme kursudsving i Parken: »Det ligner klart et forsøg på markedsmanipulation«
来源: BDK Finans / 10 10月 2024 14:30:31 America/Chicago
En kursstigning på mere end 17 procent mandag i Parken-aktien skaber dybe panderynker hos flere fremtrædende børsretseksperter. Stigningerne begyndte efter en historie i branchemediet InsideBusiness om, at underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment, der blandt andet ejer fodboldholdet FC København og det danske nationalstadion, stod foran et snarligt købstilbud. Ifølge oplysninger ville buddet ligge på 140-150 kroner og væsentligt over den kurs på 114,50 kroner, som aktien kostede, inden mediet bragte historien. Men tirsdag afviste storaktionær Erik Skjærbæk over for Berlingske al tale om et salg. »Der er ingen hold i historien om, at Parken står foran et salg. Jeg kan sige, at der ikke har været nogen som helst forhandlinger eller noget af den slags,« sagde han. Det har siden fået aktien til at styrte ned igen, og aktien, der nåede kurs 133, er nu faldet tilbage og kostede 118,50 kroner kroner, da børsen lukkede torsdag. Det forløb er meget bekymrende, lyder det nu fra flere sider. »Det ligner klart et forsøg på markedsmanipulation, hvor man via udbredelse af urigtige oplysninger i medierne forsøger at påvirke kursen op på et kunstigt niveau. Det skal man være meget varsom med, fordi straffen er hård,« siger Caspar Rose, associeret professor på Copenhagen Business School og blandt andet ekspert i børsret. Samme vurdering kommer fra Jesper Lau Hansen, der er professor og ekspert i selskabsret ved Københavns Universitet. »En velkendt måde at manipulere en aktie på er at sprede et rygte, som får aktien til at stige. Det kan man tjene penge på, hvis man når at komme ud af aktien igen. Hvis nogen bevidst har påvirket kursen i Parken, er det meget alvorligt. Det er manipulation og straffes normalt med ubetinget fængsel,« siger Jesper Lau Hansen. Han siger, at hvis der kommer et købstilbud, vil det også være problematisk, men dog i mindre omfang. »Hvis det viser sig, at der er noget sandt i historien, er det videregivelse af intern viden. Det er også forbudt, men straffes mildere,« siger Jesper Lau Hansen. Fastholder historien om købstilbud InsideBusiness er blevet forelagt kritikken og svarer i en e-mail, at mediet ikke mener, at der er grund til at tvivle på de oplysninger, som blev fremlagt i den oprindelige artikel. Mediet oplyser, at der vil komme nye artikler om sagen. »Vi har kendskab til en meget betydelig mængde skriftligt materiale, som vores research og artiklens indhold er baseret på. Vi bedriver på InsideBusiness kritisk og undersøgende erhvervsjournalistik med endog meget tungtvejende hensyn til kildebeskyttelse. Derfor kan vi ikke oplyse yderligere detaljer i sagen for nærværende, men vi vil fortsat dække sagen i InsideBusiness,« skriver Peter Nyholm, ansvarshavende chefredaktør på InsideBusiness. Jesper Lau Hansen og Caspar Rose er enige om, at forløbet med Parken-aktien i denne uge er bekymrende og ikke er godt for det danske aktiemarked. »Hvis nogen har forsøgt at pumpe kursen op på et kunstigt niveau, er det noget rigtig skidt. Den slags ødelægger tilliden til markedet,« siger Caspar Rose. Han understreger, at sagen vil blive grundigt gennemgået af myndighederne, som vil forsøge at finde ud af, hvordan oplysningerne er kommet ud. Lige nu er det nemlig uklart, hvem der har forsøgt at påvirke markedet. »Vi vil nu se fondsbørsen kigge på, hvem der købte op i aktien, hvornår de gjorde det og i hvor store bidder. Derefter vil sagen gå videre til Finanstilsynet og i sidste ende til politiet, hvis der er fundet enkelte personer, som har nydt godt af det her,« siger Caspar Rose. Totale amatører Han kalder det mest sandsynligt, at historien om et snarligt købstilbud ikke er sand. Ifølge Rose giver det nemlig ingen mening at arbejde på et købstilbud uden at teste det af på bestyrelsen og de største aktionærer. »Jeg tvivler på, at nogen nu ligger inde med et købstilbud, som ikke er videreformidlet til bestyrelsen og aktionærerne, men som i stedet bliver lækket til pressen. For det har fået aktierne til at stige, og det er blevet dyrere at købe Parken. Så enten er man total amatør, eller også er der slet ikke noget tilbud. Jeg hælder til det sidste,« siger Caspar Rose. Mandag kunne InsideBusiness fortælle, at interessen skulle komme fra en gruppe investorer, herunder en amerikansk aktør. Ifølge mediet skulle fortrolige dokumenter blandt andet vise, at planerne var at splitte koncernen i fire dele, nemlig ejendomme, badelandet Lalandia på Lolland, fodboldforretningen FC København samt selve stadionet. Det fremgik også, at forhandlingerne har været i gang i månedsvis, og at et bud på selskabet ville komme inden for kort tid. Fondsbørsen undersøger manipulation Hos Nasdaq-børsen i København understreger overvågningschef Jakob Kaule, at sager med store kursudsving har stor bevågenhed. Han understreger desuden, at han ikke har kommentarer specifikt til udsvingene i Parken-aktien og kun udtaler sig generelt. »Hvis der florerer informationer i medierne, som påvirker omsætning og kursdannelse, vil vi vurdere, om det er oplysninger, der kan udgøre en oplysningsforpligtelse for det børsnoterede selskab, eller om der er tale om rygter og spekulation,« siger Jakob Kaule. Han siger, at fondsbørsen gennemgår alle unormale handelsmønstre. »Når vi undersøger sager om mulig markedsmanipulation, kigger vi blandt andet på handelsaktivitet før og efter udbredelse af informationer med kurspåvirkende effekt,« siger Jakob Kaule. Med til at komplicere hele processen mandag var, at Parken valgte ikke at sende en fondsbørsmeddelelse ud om det mulige købstilbud. Normalt skal børsnoterede virksomheder kommentere den type nyheder, hvis de indeholder fortrolige oplysninger fra selskabet. Jesper Lau Hansen mener ikke, at Parken har gjort noget forkert, fordi børsnoterede selskaber ikke behøver at udtale sig om rygter. For nogle virksomheder kan det blive meget omfattende, blandt andet for fodboldklubber, hvor der løbende bliver skrevet historier om blandt andet mulige spillersalg. Alligevel sker det, at børsnoterede virksomheder kommenterer mediers historier, selv hvis de ikke er korrekte. »Nogle gange gør selskaberne det alligevel, blandt andet hvis Finanstilsynet eller Nasdaq (fondsbørsen, red.) har givet dem et hint. Men udgangspunktet er, at der ikke er nogen pligt. Derfor har Parken formentligt ikke gjort noget forkert. Men hvis historien er sand, er det lækage af intern viden, og så skal de fortælle det nu. Da de ikke har gjort det, er der ikke noget som tyder på, at historien er korrekt,« siger Jesper Lau Hansen. Caspar Rose mener, at oplysningerne fra InsideBusiness var så detaljerede, at Parken burde have kommenteret. Ifølge ham burde Parkens bestyrelse også gå ud og fortælle, hvad der er op og ned i historien. »Jeg vil anbefale bestyrelsen at melde ud om det her, fordi ingen har en interesse i, at en kurs svinger vildt op og ned. Det gavner ikke aktien, som vil blive set som en spilaktie. Her er det et konkret tilbud med nogle faktuelle oplysninger, og når der kommer sådan noget, så skal man kommentere det, også når det er forkert,« siger Caspar Rose. Fax til medier Det danske marked har tidligere været ramt af sager om markedsmanipulation. En af de mest spektakulære sager er fra år 2000. Her blev der sendt en fax fra en 7-Eleven-kiosk i indre København. Modtagerne var Børsen og Berlingske, og faxen indeholdt oplysninger om, at den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly havde i sinde at købe 51 procent af aktierne i NeuroSearch til en vild overkurs. Meddelelsen var skrevet på brevpapir fra investeringsbanken SEB. Men den indeholdt også en stribe stavefejl, og rygtet blev hurtigt afkræftet. Alligevel steg NeuroSearch-aktien kraftigt, og til sidst viste faxen sig at stamme fra en 38-årig restaurantejer, der var utilfreds med kursudviklingen i NeuroSearch-aktier. Den forsmåede restaurantejer endte med at få tre måneders ubetinget fængsel. Parken Sport & Entertainment har ingen kommentar til denne artikel. https://www.berlingske.dk/virksomheder/eksperter-er-dybt-bekymrede-efter-voldsomme-kursudsving-i-parken-det